Sådan søger du om optagelse

Du skal søge om optagelse på DTU via Den Koordinerede Tilmelding (KOT): 

  1. Login på www.optagelse.dk med NemID.
  2. Opret en eller flere ansøgninger.
  3. Upload din dokumentation og tilknyt den til hver uddannelse. Husk at sørge for at vedhæfte en korrekt version af dit eksamensbevis, hvis ikke det kan hentes direkte fra eksamensdatabasen.
  4. Underskriv og godkend.
  5. Tjek din kvittering fra Optagelse.dk. Du modtager én kvittering for hver ansøgning, du opretter. På din kvittering vil det fremgå, om du mangler at uploade dokumentation. Kvitteringen er dog ikke bevis for, at du har uploadet alle dine dokumenter korrekt. Er du i tvivl, anbefaler vi, at du kontakter www.optagelse.dk. Frem til den 8. juli kan bilag til DTU ændres/opdateres. Bemærk, at kvitteringen ikke kan fremskaffes på ny, hvis du mister den.
  6. DTU sender en kvitteringsmail for modtagelse af din ansøgning.
  7. På DTU's AnsøgerNet kan du se vores registrering af dine ansøgninger (efter du har modtaget kvitteringsmailen).

Fra den 1. februar til den 5. juli har du mulighed for at søge om optagelse og uploade dokumentation på www.optagelse.dk. Du får svar på din ansøgning den 28. juli. Hvis du bliver optaget på DTU, kan du se dit optagelsesbrev på AnsøgerNet.

NemID

Hvis du har et dansk CPR-nummer, kan du bruge NemID, når du opretter din ansøgning. På den måde kan dine personlige oplysninger indlæses fra Folkeregisteret. Dit eksamensbevis bliver også indlæst automatisk, hvis dit uddannelsessted har indberettet resultaterne elektronisk.

Hvis du ikke har et dansk CPR-nummer, skal du følge vejledningen på www.optagelse.dk.

Når du er færdig med din ansøgning, skal du godkende den og bagefter printe, underskrive og indsende underskriftsiden pr. mail til optagelse@adm.dtu.dk. Det er dit ansvar, at vi har underskriftsiden inden for ansøgningsfristerne. DTU kan først hente og behandle din ansøgning på www.optagelse.dk, når vi har modtaget underskriftsiden. 

Dokumentation for suppleringsfag

Hvis du har taget supplerende fag for at opfylde adgangskravene til den uddannelse, du vil ind på, skal du vedhæfte dokumentation for, at du har bestået fagene. I forbindelse med sommeroptagelsen skal vi senest have modtaget dokumentationen den 8. juli kl. 12.00. Du kan uploade dine bilag via www.optagelse.dk.

Hvis du er i gang med at tage supplerende fag, skal du anføre, at du er ved at tage fagene.

Standby

Når du søger om at blive optaget på DTU, kan du i dit ansøgningsskema markere, at du ønsker en standby-plads (ventelisteplads). Du kan markere, at du ønsker en standby-plads, uanset hvilken prioritet uddannelsen har på dit prioriteringsskema. Standby-pladserne bliver tildelt et begrænset antal af de ansøgere, som ligger lige under grænsen for at blive optaget. Søger du om optagelse igennem kvote 2, kan du derfor også overveje at søge om en standby-plads, hvis dit karaktergennemsnit er i nærheden af sidste års adgangskvotient på de uddannelser, du søger om optagelse på. Derved får du en ekstra chance for at blive optaget.

Hvis du får tilbudt en standby-plads, står du på venteliste, og du kan frem til den 15. august få tilbudt en studieplads.
Hvis du ikke bliver tilbudt en studieplads via din standby-plads, bliver din standby-plads ændret til et tilsagn om, at du kan blive optaget året efter. Året efter skal du igen på helt normal vis søge om at blive optaget, men du skal markere i din ansøgning, at du har tilsagn om at blive optaget. Husk at uploade en kopi af tilsagnsbrevet.

Du skal være opmærksom på, at du kun kan søge om en standby-plads på DTU samtidig med, at du søger om at blive optaget på DTU. Du kan derfor ikke på anden måde reservere en studieplads til næste år.  

Hurtigstartsbonus

Hvis du søger om at blive optaget på DTU senest 2 år efter, du har afsluttet din adgangsgivende eksamen, kan du gange dit eksamensgennemsnit efter 7-trinsskalaen med 1,08, også kaldet hurtigstartsbonus.

Har du afsluttet din adgangsgivende eksamen mere end 2 år før, du søger om optagelse på DTU, er du som udgangspunkt ikke opfattet af reglerne om justering af eksamensgennemsnit. DTU kan dog dispensere fra 2-års reglen, hvis du er blevet forhindret i at søge om at blive optaget på DTU på grund af et eller flere af følgende forhold:

  • Længerevarende sygdom
  • Adoption eller barsel
  • Pasning af nærtstående person, som er handicappet, alvorlig syg eller døende
  • Værnepligttjeneste, herunder tjeneste på værnepligtslignende vilkår
  • Uddannelse med henblik på forsvarets internationale operationer eller udsendelse som led i forsvarets internationale operationer

Bemærk, at du kun kan gange dit eksamensgennemsnit med 1,08, hvis dit eksamensgennemsnit skal bruges som udvælgelseskriterium.

Studievejledningen

NB! I uge 42 (16.-20. oktober) har Studievejledningen lukket for telefoniske og personlige henvendelser. Du er velkommen til at sende os en mail eller komme igen i uge 43.

Lyngby Campus
Bygning 101A 
Anker Engelunds Vej 1 
2800 Kgs. Lyngby 
Tlf. 45 25 11 99 
Mail: studvejl@adm.dtu.dk

Personlig henvendelse mandag-fredag kl. 11.00-14.00 
Telefonisk henvendelse mandag-fredag kl. 9.00-11.00


Ballerup Campus
Lokale D 1.01 
Lautrupvang 15 
2750 Ballerup 
Tlf. 45 25 11 99
Mail: studvejl@adm.dtu.dk

Personlig henvendelse mandag og onsdag - fredag kl. 11.00-14.00 
Telefonisk henvendelse mandag-fredag kl. 9.00-11.00

Bemærk: Studievejledningen holder lukket på helligdage, i forbindelse med sommer-, efterårs-, jule- og påskeferien samt 5. juni.



 

 

Følg os på

Facebook Instagram Twitter