Plan over Lyngby Campus

Transforming DTU - derfor bygger vi

En massiv investering i nye bygninger, renoveringer og infrastruktur skal sikre at DTU kan blive ved med at være et af de bedste tekniske eliteuniversiteter i Europa og tiltrække studerende og forskere fra hele verden. 

DTU vil i de kommende år skabe optimale rammer for forskning og uddannelse med top moderne forskningsfaciliteter og innovationsfremmende lærings- og studiemiljøer. DTU investerer mere end 4 mia. i campusudviklingen, som primært finder sted på Lyngby Campus i perioden 2010-2021 med mere end 20 forskellige byggeprojekter. Vi kalder det Transforming DTU.

Den strategiske helhedsplan for campusudviklingen på Lyngby Campus tager udgangspunkt i DTU’s eksisterende campusplan fra 1960’erne, som er bygget stramt op omkring kvadranter, avenuer og længehuse. Med campusudviklingen vil man opleve en større grad af variation i bygningsmassen på campus. Der vil nogle steder blive bygget højere end de nuværende tre etager, og de nye bygninger kommer også til at få mere forskelligartede udtryk og ligge tættere på hinanden.

Visionen med Transforming DTU er overordnet set at understøtte udviklingen af DTU indenfor disse tre hovedområder:

Et stærkt Life Science center
Med campusudviklingen samler og styrker DTU størstedelen af det bio-videnskabelige forskningsmiljø under samme tag på campus i Lyngby. Et nyt Life Science & Bioingineering bygningskomplekset på 50.000 m2 skal skabe rammerne for et internationalt forskningsmiljø og udnytte potentialet i krydsfeltet mellem naturvidenskab og teknik – i forskning, rådgivning, uddannelse og innovation.

Forskningsfaciliteter i verdensklasse, synergi og synlighed
Med campusudviklingen får mange institutter nye state-of-the-art forskningsfaciliteter, der skal være med til at tiltrække studerende og forskere fra hele verden. Mange af de nye bygninger vil, ud over at skabe nye og bedre faciliteter, også binde eksisterende bygninger sammen og derved skabe mulighed for bedre flow og synergi mellem forskning, undervisning og videndeling. Forskningsfaciliteterne designes med en stor grad af fleksibilitet, så de hurtigt vil kunne omformes til fremtidens behov.

Lærings- og innovationsmiljøer
Campusudviklingen skal understøtte at de studerende får de bedste rammer for læring og de bedste muligheder for at omsætte deres viden til praksis. Alle universitetets auditorier renoveres og opdateres, og der skabes attraktive studiemiljøer i fællesarealerne. Ved at skabe åbne og tilgængelige faciliteter og miljøer samt innovationsværksteder, skal Transforming DTU sikre de bedste fysiske rammer for at innovationsmiljøerne kan blomstre på DTU, hvilket den nye bygning til Skylab allerede er et flot eksempel på.

Med inspiration fra verdens bedste universiteter – herunder DTU selv – udvikler vi med Transforming DTU nye foregangseksempler for tekniske universitetsmiljøer.

Som en del af campusudviklingen har Campus Service i september 2015 udgivet avisen Transforming DTU . Læs avisen her

 

Animation af byggeriet
på Lyngby Campus

Animationsfilmen 'Developing Technical University of Denmark' om DTU's byggeprojekter på DTU Lyngby Campus 2010-2022.

Visionen for byggeriet

Anders Bjarklev, rektor ved DTU, fortæller om visionen bag udbygningen af det biovidenskabelige forsknings- og undervisningsmiljø på DTU Lyngby Campus.

Skoven på Lyngby Campus

DTU Lyngby Campus er omgivet af en anlagt skov. Den har et formål.

Læringsmiljøer

Alle auditorer på DTU Lyngby Campus skal renoveres for at imødekomme nutidens undervisningsformer.

Campusliv

På DTU forbliver de studerende ofte på campus efter undervisningen, og det skal faciliteterne afspejle.