DTU Risø Campus, bygning 331

Hele Danmarks vindtunnel dedikeret til vindenergi. 

Byggeriet af den nye vindtunnel på DTU Risø Campus skal understøtte forskningen og udviklingen af aerodynamik på vindmøller, hvor Danmark er globalt førende.

Der findes mange vindtunneller i verden, men når den nye Nationale Vindtunnel for Vindenergi står færdigbygget på DTU Campus Risø, vil den være helt unik – ikke bare i Danmark, men i verden. Størrelsen, og muligheden for at kombinere målinger af aerodynamik og støj samt de høje strømningshastigheder gør den til noget helt særligt i forhold til andre vindtunneller, der findes i verden.

Tunnellen bygges som en ca. 155 meter lang kanal i et lukket kredsløb med fire vinkelrette hjørner, hvor luften recirkuleres. På det smalleste sted i dette kredsløb testes vingesektioner og andre modeller, som udsættes for vindstyrker op til 105 meter i sekundet eller 378 km/t, det vil sige omkring tre gange orkanstyrke. Vinden skabes af en blæser på omkring fem meter i diameter, der er drevet af en elmotor med en effekt på omkring 2,4 megawatt.

Vindtunnelmodellen, som f.eks. kan være en vingesektion, monteres i testsektionen, og imens den udsættes for den kunstige vind fra blæseren, måles trykket, både på vingen og testsektionens vægge for at bestemme de trykkræfter, som luften påvirker modellen med.

DTU er bygherre på vindtunnelen, mens både drift og udvikling vil foregå i et bredt samarbejde med private og offentlige brugere. Vindtunnelen inklusive kanal, testsektion, blæser, køl,, kontrolrum, værksteder, andre særlige installationer og rådgivning har et budget på i alt  85,7 millioner, hvoraf staten har bevilget de 40 millioner kroner, Region Sjælland bidrager med 4 millioner, og DTU leverer 41,7 millioner.

 

Fakta

Areal: ca. 2200 m2
Budget: 85,7 mio. 
Bygherre: DTU
Design: Fluid Thinking 
Ingeniør: Alectia 

Arkitekt: Rørbæk & Møller
Hovedentreprenør: MT Højgaard
Byggeledelse: Alectia
Byggeperiode: 2016-2017 

Kontakt

Christian Henriksen
Bygningskonstruktør
CAS
46 77 52 18